Selvværd og selvtillid – kan kropsterapi hjælpe?

Vi forbinder ofte selvværd og selvtillid med noget mentalt. Og hvorfor ikke? I dag handler alting om positiv tænkning; ikke lade sig styre af sin frygt, at tro på sig selv, du definerer selv din egen virkelighed, og så videre, og så videre…

Men som du formentlig allerede har erfaret, så kan du ikke bare lige fremtænke bedre selvværd og selvtillid. Det skal kunne føles!

Det kunne umiddelbart lyde som en dårlig nyhed. Men det er det ikke! Tværtimod.

Vores tanker er nemlig noget af det mest upålidelige og ustyrlige der findes. Bare ét uopmærksomt øjeblik og så har de deres helt eget liv – prøv blot at sidde med lukkede øjne i 10 min og se hvor lang tid du selv kan bestemme hvad du vil tænke på…

Vores krops og følelsesliv er derimod meget mere konsekvent. Ikke at vores følelser nødvendigvis er nemmere at håndtere end vores tanker, men:

Vores følelser afspejler langt mere pålideligt hvordan vi rent faktisk har det, mens vores tanker i højere grad fungerer som det her uendelige kommentatorspor, der det ene sekund har én mening og det andet sekund en anden.

Så lad tanker være tanker for et øjeblik og fokuser på den her ene ting: Manglende selvværd og selvtillid udspringer af, at der er nogle bestemte følelser, der gør os utrygge og som ingen har vist os faktisk er helt ok. At de også bare er en del af den store brede følelsespallet. F.eks. frygt: At være bange for ikke at være god nok, bange for at lave fejl, bange for at blive gjort grin med.

Det, at nogle mennesker umiddelbart ’bare’ tør kaste sig ud i meget grænseoverskridende handlinger, kan betyde to ting:

  1. De er ikke følelsesmæssigt ’oplært’ i at føle stress eller utryghed over de samme ting som dig (til gengæld er der ting du vil kunne gøre med største selvfølge, som vil få andre til at føle sig stærkt utrygge og stressede).
  2. De har lært ’stå’ med de følelser, der fremprovokere stress og utryghed.

At styrke selvværd og selvtillid handler ikke om, at lære at ignorere de følelser der blokkere dig, men tværtimod lære at samarbejde med dem. Og dette er ikke noget du kan tænke dig til – men det er noget du kan lære, ved at give din krop og dine følelser den rette opmærksomhed.

 

Selvværd og selvtillid – og kropsterapi

Så hvordan gør vi selvværd og selvtillid til noget kropsligt? For det første er du nød til at kunne stille dig åben for at turde dykke ned i det, der ligger til grund for følelsen af dårlig selvværd og skræntende selvtillid.

Vores krop husker! Når du på et tidspunkt i dit liv (især som barn eller yngre) ikke har følt dig tryg i en situation – og ikke fra en voksen (typisk en forælder) er blevet vist omsorg nok til, at du kan føle dig tryg – så har du måttet kompensere ved at beskytte dig selv følelsesmæssigt. Og denne lille beskyttelse kommer stort set altid til udtryk både ved en følelsesmæssig, men også en fysisk anspændthed.

 Hvor tit prøver vi ikke at tænke os ud af vores følelsesmæssige udfordringer? Når stress, uro og utryghed virkelig presser på, er vores tanker ofte det sværeste sted at finde et svar. Problemet er bare, at de fleste af os aldrig har lært at håndtere disse problemer med andet end vores hoved...

Hvor tit prøver vi ikke at tænke os ud af vores følelsesmæssige udfordringer? Når stress, uro og utryghed virkelig presser på, er vores tanker ofte det sværeste sted at finde et svar. Problemet er bare, at de fleste af os aldrig har lært at håndtere disse problemer med andet end vores hoved...

Der er ikke noget til hinder for, at du med tiden vil kunne lære at hilse alle følelser og kropslige udtryk velkomne. Virkelig. Men der ligger et arbejde i ikke hele tiden at bekæmpe kroppens sprog, som er de fysiske og følelsesmæssige reaktioner på det liv vi lever.

Styrket selvværd og selvtillid kommer når vi begynder at turde navigere efter vores følelser. Din reelle integritet ligger i at kunne sig ’nej’, når noget føles forkert, og ’ja’, når noget føles rigtigt. Og igen: Dette er ikke noget du kan tænke dig til – der er noget vi er nød til at lære at mærke.

Og her kan f.eks. kropsterapi være en guide til at begynde at lære vores følelsers ret så spraglede sprog at kende. Et sprog som vores hoved aldrig rigtig vil komme til at kunne forstå!

Hvad er kropsterapi egentlig for noget? Læs mere her

Læs også: Selvværd og selvtillid – 3 øvelser til at styrke dit selvværd

 

Er selvværd og selvtillid det samme?

Lige en afklaring: I bloggen her, har jeg i høj grad sammensat ordene selvværd og selvtillid til et samlet begreb. Det er primært for at undgå for stor begrebsforvirring, men egentlig dækker de to udtryk over lidt forskellige ting.

 

Hvad er selvværd?

Selvværd handler i høj grad om en tilstand. Føler jeg, at jeg har en værdi – et værd – uden at jeg skal gøre mig fortjent til det gennem konkrete handlinger? Lavt selvværd kan ligge frygteligt dybt i os, hvis vi ikke har fået tilstrækkelig bekræftelse gennem vores opvækst, og ofte har oplevet, at vi ikke var gode nok i os selv, men skulle gøre os fortjente til ros – og endda kærlighed.

 

Hvad selvtillid?

Man kan godt have god selvtillid uden nødvendigvis at have højt selvværd (selvom det bestemt ofte hænger sammen). Som det ligger i ordet handler god selvtillid om at have tillid til sig selv og sine evner. Enten generelt, men ofte i konkrete situationer; hvis du nu har oplevet, at du har evner inden for et bestemt felt eller ud i nogle bestemte handlinger.

Derfor er selvtillid ofte nemmere at opbygge, da det i højere grad ”bare” kræver, at man øver sig og får hjælp til at træde ’ud over kanten’. På den måde kan du lære at gøre ting, som du endnu ikke mestrer, og på den måde mærke, at hvis blot du øver dig, så bliver du bedre. Det behøver ikke at være perfekt fra starten. Det er der intet der er.

Selvværd kan være mere tricky, da vi her kan være ude i at arbejde med nogle ret dybtliggende mønstre. Det er i dette arbejde, at kropsterapi (og terapi i det hele taget) virkelig kommer til sin ret.