"Reagerer du, giver du slip eller holder du bare ud?"

Enten reagerer du eller også giver du slip - alt i mellem svarer til blot at holde ud.

Så hvad betyder det lige?

Det betyder, at vi alt for nemt bliver fanget i det limbo, som opstår når vi oplever en forskel mellem det vi helt umiddelbart mærker og det vi tænker vi burde mærke.

“Jamen, hvad nu hvis jeg slet ikke 'kan mærke' hvad jeg umiddelbart mærker?”

Klart. Jeg hører hvad du siger og jeg respekterer 100% hvor du står, men jeg kunne også godt tænke mig at udfordre det lidt.

Lad os dog først lige komme tilbage til udgangspunktet - det der med at holde ud....

Når livet presser på - som du formentlig har bemærket, at det har for vane at gøre - så har du, helt grundlæggende, 2 muligheder:

Du kan reagere eller du kan lade det passere.

Problemet er, at vi tit (som i rigtig tit) ender midt i mellem, fordi vi:
    1.    Ikke føler vi har ret til at reagere og derfor lader være, selvom vi virkelig har lyst til det. Eller
    2.   Tænker vi burde kunne lade det passere, men faktisk ikke er i stand til det.

I begge tilfælde ender du i ‘ingenmandsland’, hvor du enten tilbageholder en impuls til at gøre eller sige noget, eller du forsøger at udholde noget (ofte i stilhed), som du faktisk ikke er i stand til at give slip på.

Og i begge tilfælde koster det dig rigtig meget energi.

 

“Må jeg slet ikke holde ud så?”

Jeg er helt med på, at det til tider kan være nødvendigt at holde ud. Der kan være situationer i vores liv hvor omstændighederne simpelthen kræver, at nu bider vi tænderne sammen og gør “hvad der nu skal gøres”.

Men jeg går ikke ud fra, at det er sådan du har lyst til at leve HELE dit liv?

Som så meget andet, kan udholdenhed over længere tid hurtigt blive til det nye normale.

Det vil sige, hvis ikke du er opmærksom, vil du hele tiden skubbe grænsen for, hvornår du giver dig selv lov til at reagere og for hvad du tænker du burde kunne acceptere.

Du giver dig selv mindre og mindre råderum og dette kan nemt ende i en ond cirkel:

    1.    Du mærker noget, som stritter imod det du tænker du burde mærke ->
    2.    Du bruger energi på, at kæmpe mod dig selv ved at spænde op (i krop og følelser) og holder i stedet ud ->
    3.    Når du spænde op, så ender du med endnu mindre plads til dig selv, og sådan fortsætter det… -> (tilbage til 1)

Så for at vende tilbage til det der med, rent faktisk at kunne mærke “det” (den her “mave-fornemmelse”, dette kropslige kompas, som vi alle sammen er blevet udstyret med fra fødslen), så handler det netop om grænser.

 

“Hvor kommer det her fra?”

Det handler om, at du på et eller andet tidspunkt har taget en beslutning om, at ikke alt hvad du mærkede var i orden at lade komme til udtryk.

Måske var der ikke plads til at være alt for optimistisk, alt for ked af det, alt for vred, osv.

(For de fleste af os har denne beslutning i høj grad været ubevidst).

På den måde begyndte du langsomt at rykke grænsen for, hvad du kunne tillade dig selv at sige og gøre.

Hvis du så ovenikøbet også har været så “heldig”, at blive ramt af den her spirituelle/selv-udviklings bølge af “evig rummelighed og forståelse”, så er der også blevet flyttet grænser for, hvad du burde kunne acceptere.

Og her står vi så: Fanget mellem frygten for at sige til og fra, og frustrationen over vores manglende evne til at kunne give slip...

 

“Så hvor er min grænse?”

Den kan være godt begravet! Så det er meget muligt, at du ikke kan mærke den i de situationer hvor den rent faktisk bliver overskredet.

Men noget du KAN mærke er symptomerne på, at den bliver overskrevet. At den er blevet overskredet oftere eller i længere tid end hvad der er sundt for dig og din krop.

Symptomer som anspændthed, hovedpine, maveproblemer, søvnproblemer, træthed, spændinger og smerter i led og muskler er alt sammen resultater af, at vi holder ud.

At du kæmper imod noget i dig selv og kroppen kæmper med!

Så selvom det måske ikke er helt tydeligt hvad du kæmper imod, så kan du i hvert fald mærke når du kæmper, eller at du har kæmpet i længere tid.

Min opfordring er, at du begynder at tage disse tegn alvorligt.

At du giver dig selv den nødvendige omsorg ved først og fremmest, at lytte til symptomerne.

Vi har en f..king fantastisk krop, som ikke er bange for at fortælle dig, hvordan det står til dernede.

Det kræver øvelse, at begynde at kunne høre de små detaljer. Men den øvelse starter med, at du begynder at lytte til de store detaljer, som i hvert fald ikke er til at overse.

Og hvis du ikke begynder at lytte bedre efter, så begynder kroppen blot at tale med større bogstaver!

Så spørgsmålet er: Vil du komme den i møde, eller skal den blive ved med at komme til dig?

I sidste ende er det kun dig selv der ved det. Og i sidste ende vil det altid være vores eget ansvar, om vi vælger at tage os selv alvorligt nok, til rent faktisk at lytte til os selv og vores krop - også selvom det er svært.