En følsom nørd… og værdien i altid at turde være en begynder!

Hvis du har fulgt mig indenfor det sidste stykke tid (måske især på facebook), har du formentlig hørt mig tale en del om det her famøse ‘Indre Barn’.

Det IKKE det jeg vil snakke om nu, men jeg vil gerne fortælle HVORFOR det fylder så meget:

For det første er Indre Barn det mest fantastisk værktøj jeg nogensinde har mødt, i forhold til at kunne slippe ud af gamle og genstridige følelses- og reaktions-mønstre. Simpelthen.

For det andet, så er jeg en total nørd. Og jeg elsker at dele ud af de ting jeg lærer på mig vej.

Når jeg bliver fanget af noget, som taler til mig og som giver så meget mening for mig, som Indre Barn arbejdet gør, så kravler jeg fuldstændig ind i det.

Jeg ELSKER at optrevle nye detaljer og finde dybere sammenhænge.

Og i den process er jeg blevet bevidst om et sindssygt vigtigt værktøj.

Et værktøj, som ikke bare gælder i forbindelse med Indre Barn. Men som gælder for ALT.

Mere om det lidt længere nede...


Fra tal-nørd til følelses-nørd

Hvad nogen af jer allerede ved, så er jeg faktisk uddannet ingeniør med speciale i vand og miljø.

Inden jeg skiftede karrierer til kropsterapeut, arbejdede jeg i næsten 5 år med forskning af klima og oversvømmelser.

Jeg ELSKEDE nørderiet. Jeg elskede tal og svære udregninger. Jeg elskede kæmpe excel-ark.

Problemet var, at jeg savnede noget meget, meget essentielt: En dybere og direkte kontakt med MENNESKER.

Og det er jo ikke fordi klimaet ikke er relevant for mennesker! Jeg mødte bare ikke så mange af dem. Altså menneskene. Jeg stirrede mest på min computerskærm...

Heldigvis var denne frustration med til at pirre min nysgerrighed, hvilket ledte til at jeg endte på uddannelsen som kropsterapeut hos ManuVision (der sammen med Body SDS er den største skole inden for kropsterapi i Danmark)

Det varede heller ikke længe før at følelses-nørderiet i den grad overtog og et karriereskift blev helt uundgåeligt. Jeg havde fundet min hylde som behandler! Det var der vist ikke nogen der havde set komme.

Lige bortset fra min mor! Påstår hun :-)


Men det var noget vigtig der fulgte med!

Selvom jeg skiftede globale klima-udfordringer ud med langt mere “nærværende”, følelsesmæssige og individuelle udfordringer, så var jeg stadig mig.

Og jeg opdagede, at jeg kunne tage noget meget værdifuldt med mig ind i denne nye helt nye verden. Til mig nye fag.

Noget som jeg synes vi burde gøre langt mere brug af i vores liv og samfund!

Nemlig:

 

Nybegynderen klarer sig bedst!

Lad mig forklare.

Jeg egnede mig perfekt som forsker, fordi jeg er så latterligt tålmodig. Jeg kan sidde og glo på ting i ugevis og månedsvis indtil jeg begynder at forstå hvordan de virker.

Det var heldigt.

Fordi med rigtig mange af de ting jeg arbejde med var der ikke rigtig nogen manual. Det var mig der skulle finde ud af hvordan tingene hang sammen.

På kropsterapi-uddannelsen var det heller ikke nogen manual. Det var ‘learning-by-doing’ fra den første dag. Og det blev aldrig anderledes.

Mange af mine medstuderende var super frustreret, fordi vi ikke fik udleveret noget som helst materiale. Ingenting at ‘læse op på’.

Jeg elskede det! Der var ikke noget at forberede sig på - man skulle bare møde op :-)

Samtidig gik det op for mig, at der var en kæmpe styrke aldrig rigtig at vide hvad der skulle ske. Man startede hver dag som en nybegynder, og med dét voksede nysgerrigheden.

Samtidig undgår man et meget klassisk problem:

Nemlig at stirre sig blind på, at der er en enkelt detaljer, der minder om noget man har set før, og så fokuserer man kun på den - og overser alt det andet.

 

Lad alle udfordringer blive løst med ‘nye øjne’!

Jeg hader at putte ting i “kasser”. Og det er efterhånden blevet min erfaring at nærmest *alle* udfordringer mødes bedst, hvis man undlader at forfalde til: “Nå, jamen det var jo bare lige som sidst...”

Tingene er nemlig meget sjældent “lige som sidst”. ISÆR når det kommer til at arbejde med mennesker.

Forstå mig ret. Jeg er altid nervøs inden jeg tager imod en klient. Ny som gammel.

Som jeg forstår det, så gælder det altid, når man skal igang med noget, der betyder noget for én.

Det er ikke neutralt. Det er noget på spil.

Netop derfor, ser jeg nervøsiteten som et godt tegn. Det viser jeg er engageret. At jeg på.

Og det åbner op for en dyb ydmyghed og en stor nysgerrighed i mig.

Det hjælper mig til, hvad jeg føler er det aller-vigtigste i arbejdet med mennesker:

At kunne se og forstå den anden person som et individ med sin egen unikke historie. At forstå og respektere, at der altid er en grund til at vi handler som vi gør ud fra den bagage og de erfaringer vi har med os.

At det vigtigste og den bedste måde vi kan hjælpe på, er ved at lytte.