"Hvor mange børn er det lige vi har?"

Lad mig starte med mig selv:

Min kæreste og jeg har 2 børn. På 2 og 4 år, så der skulle være rigeligt at se til...

Men sjovt nok, så insisterer vi begge alligevel på, at tilføje 2 ekstra børn til hverdags-ræset.

Og nej, jeg snakker ikke om plejebørn. Og det er ikke heller ikke fordi vi satser på, at få et sæt tvillinger i den nærmeste fremtid!

Det er selvfølgelig vores egne indre børn, som kan være frygtelig gode til at kræve opmærksomhed i vores lille og ellers allerede godt fyldte Nordvest-lejlighed.

For mit eget vedkommende, får jeg jævnligt besøg af en stædig lille dreng, der kan have virkelig svært ved, at der bliver sat spørgsmålstegn ved de beslutninger han har taget. For er det, han har besluttet, nu ikke godt nok?

En lille dreng, som hader når nogen spørger nysgerrigt til “Hvad laver du?”, fordi det øjeblikkeligt vækker en følelse af, at han har gang i noget han ikke burde lave.

Dén lille dreng møder min kæreste fra tid til anden. Hun plejer dog, efterhånden, heldigvis fint at kunne rumme ham :-)

Problemet er, at hendes egen lille pige ikke altid er lige så rummelig. Og hvis hun også er på besøg, så har vi balladen...

(Min lille dreng kan også godt ryge i konflikt med min ældste datter, der vist godt nogle gange kan blive godt og grundig forvirret over, når far har nogenlunde samme overskud, som hendes jævnaldrende nede i børnehaven.

En 4-årig pige med en 5-årig far er sjældent et godt match).

 

Når kommunikationen går galt...

Så hvad er det lige der foregår her?

Udfordringer i forholdet er desværre hverdag for rigtig mange par.

Tit går der et eller andet galt i kommunikationen, hvilket skaber forvirring, frustration, utryghed og vrede.
 
Eller måske føler du, at du mister dig selv. Fordi du bliver helt opslugt i forholdet, eller fordi du, af frygt for konflikt og uro, går alt for meget på kompromis med dine egne behov og ønsker.

Lad os kigger på det første.

Jeg bruger lige mig selv som eksempel igen her:

Jeg står ude i køkkenet og roder rundt i køleskabet efter en aften-snack og kommer i min iver til at vælte noget på den ene hylde. Min kæreste spørger inde fra stuen: “Hvad laver du?”.

Snap!

Simon, 5 år gammel, føler sig mistænkeliggjort! Han kan ikke ha’ det!

Der kan nu ske 3 ting:
    1.    Hvis Simon, 35, år, er uopmærksom, så har min kæreste nu et ekstra barn i huset. Hvis vi er rigtig uheldige, så sender Simon, 5 år, en bidsk kommentar tilbage, som trigger hendes lille pige og så er der pludselig slet ikke nogle voksne tilbage...
    2.    Samme situation som i #1, men min kæreste formår her at bevare roen og opmærksomheden, og venter tålmodigt på at Simon, 35 år, kommer tilbage.
    3.    Simon, 35 år, når selv at fange at Simon, 5 år, er kommet på besøg. Han mærker den lille dreng buldre inde i sig, men ved, at hvis han blot lige giver ham plads til at buldre, så er det hurtigt overstået.

Der kan være en kæmpe forskel på det, der bliver sagt og gjort, og så hvordan det bliver opfattet.

...

I et andet eksempel kan jeg dele en klients historie - lad os kalde hende Maria:

Maria er igen havnet i et forhold, hvor hun fuldstændig mister sig selv og slet ikke får meldt sine egne behov ud.

Problemet er, at Maria er vanvittig bange for at sige sin mening. Dvs. Maria, på 5 år, er vanvittig bange for at sige sin mening. Da Maria var lille trak hendes mor sig fuldstændig ind i sig selv, hvis der kom bare en smule for store følelser i spil omkring hende.

Maria, 5 år, oplevede, at hver gang hun gav udtryk for, at hun var ked af det, frustreret eller urolig over noget, så “forsvandt” hendes mor.

Det er enormt utrygt for en 5-årig, når mor trækker sig væk, hvad enten det er fysisk eller mentalt.

Så Maria, 5 år, lærte hurtigt, at der var bestemte følelser hun bedst burde lægge låg på, hvis hun ville bevare en nærværende mor.

I dag står Marias kæreste til gengæld ret uforstående tilbage. Hvordan skal han forholde sig til den her voksne kvinde, der simpelthen ikke evner at turde sætte ord på sine behov, eller lade det vise, hvis der er noget der går hende på?

 

“Så hvad kan jeg gøre?”

Ja, hvad gør du så, når du gang på gang føler dig overvældet af gamle mønstre?

Mønstre, som frembringer reaktioner og handlemåder, der helt sikkert havde deres plads og udfyldte en meget vigtig funktion da du var lille, men som efterhånden er ved at være godt “out-dated”?

 

Begynd at observere hvornår det lille barn kommer på besøg.

Før du overhovedet kan komme videre, er du nød til at “se det ske”. Begynde at bemærke det skift, der sker i dig, når du går i “barndoms-mode”.

For mit eget vedkommende, kan jeg lægge mærke til, at jeg bider tænderne sammen. Jeg bemærker en distance mellem mig og de mennesker jeg er omkring. Jeg bliver hektisk og kort for hovedet, og mærker sådan en urolig energi i brystet.

 

Anerkend, at du har fået en gæst. En gæst, som er kommet for at vise dig noget vigtigt.

Det er nemt at komme til at afvise os selv, når vi falder tilbage i gamle mønstre. Noget af det helt centrale omkring det Indre Barn er, at vi anerkender det. Hvis du også blot bliver ved med at afvise den her lille pige, så gør du det jo ikke meget bedre end dine forældre, vel?

Hun har kun dig nu.

Og hvis ikke hun skal blive ved med at tage roret, hver gang du bliver presset, så er du nød til at se hende. Og anerkende hende. Der er en grund til, at hun reagerer, som hun gør.

 

Fortæl, at du har fået besøg!

Anerkend at du er blevet ‘overvældet’ og fortæl, at du er blevet ‘overvældet’. Der kan være mange måder at sige det på, men der er ikke noget så afvæbnende, som at kunne dele, at det som den anden lige sagde eller gjorde, vækkede nogle bestemte (ubehagelige) følelser.

Det kaldes at tage ansvar. Og det er noget af det vigtigste vi kan gøre for os selv, for vores partner og for vores forhold.

Det betyder ikke, at du ikke må blive vred, frustreret eller ked af det. Eller at du ikke må sige fra.

Men det betyder, at du pludselig kan komme meget tættere på, hvorfor du må sige fra. Hvilket, overraskende ofte, har meget lidt at gøre med den person du står overfor i situationen.

Så ved at begynde at dele dine følelser, ønsker og behov, får både din partner og dig selv mulighed for, at komme lidt tættere på hvem du egentlig er og hvor du kommer fra.