"Du forklarer simpelthen ikke hvordan det foregår!"

Jeg fik en mail fra Maria:

“Hej :-) Du skriver rigtig meget om det her indre barn-arbejde, men du forklarer simpelthen ikke hvordan det foregår - sådan konkret og i detaljer”

 

Hvad?! Gør jeg ikke?

Hm, ok nej, det gør jeg måske faktisk ikke…

Sagen er, at jeg faktisk har holdt mig tilbage fra at beskrive selve ‘metoden’. Og det er ikke fordi det er en hemmelighed! Overhovedet ikke.

I virkeligheden er det nærmere fordi den er så åndssvag simpel. Det hele handler i højere grad om, hvad man putter IND i den og det skifter jo naturligt nok fra gang til gang. Hver ny klient er … ja, ny.

Men ok, her er hver jeg skrev til Maria:

Hej Maria,

fedt du spørger! Ligesom kropsterapi er Indre Barn processen (dvs ikke resultaterne, men selve den konkrete behandling, som du spørger til) svær at beskrive med ord, da det er en holistisk process og enorm individuel.

Nu ved jeg ikke hvor meget du kender til kropsterapi (ManuVision, Body SDS, o.l.), men nu fokuserer jeg på Indre Barn - som jeg arbejder med det - og så kan du altid spørge videre :-)

Rent praktisk er Indre Barn en visualisering, som jeg udfører mens klienten ligger på briksen. Gerne efter, at jeg har varmet ‘systemet’ op med massage, tryk og pulsering, og fået folk ned og i kontakt med deres krop og følelser.

Jeg beder personen om at lukke øjnene og se for sig det barn de var engang. Hvis det nu var dig, ville du måske få et billede af dig selv som 7-årig. Jeg spørger ind til detaljer i omgivelserne, så du får en fornemmelse for hele situationen. Måske står den lille pige, du ser, i haven til hendes forældres hus og spiller bold med sig selv.

Jeg vil spørge ind til om du har en fornemmelse for hvordan den lille pige har det. Hvilke følelser rører dig sig i hende.

Her begynder det selvfølgelig at blive meget individuelt, fordi vores underbevidsthed her vil begynde, at projektere gamle følelser over på det lille barn. Det kunne være svigt, sorg, magtesløshed, vrede, skam, osv. Det der nu er vigtigt er, at få etableret et forhold mellem dig og den lille pige, hvor du anerkende de følelser hun har og lader hende vide, at det er ok at hun føler som hun gør.

Det der sker er, at vi langsomt begynder at tage ejerskab over vores egne, dybe følelser, hvilket tit er nemmere, når de er repræsenteret gennem et lille barn.

Forestil dig du står over for en lille pige, der bare føler sig forladt og ked af det. Du vil med stor sandsynlighed kunne sætte dig ned med hende, give hende et kram og anerkende at hun er ked af det. Give hende plads og omsorg.

Hvad gør du overfor dig selv, når du er ked af det? Fortæller du dig selv, at du skal tage dig sammen? At der ikke er noget, at være ked af?

Det er en utrolig stærk process. For når vi, for alvor, kan begynde at give plads til alle de gamle, undertrykte følelser, frigøres al den energi vi normalt bruger på selv-kritik, skam, skyld, osv.

Jeg ved ikke om det jeg skriver her giver mening for dig? Når man oplever processen på egen krop er der ikke nogen tvivl. Det som sker er, at du virkelig får lov til at mærke det ansvar du har over for dig selv. Der er ikke andre der tager sig af den lille pige og hendes følelser - der er kun dig.

Det kan være svært at tage det ansvar på sig - nu har vi jo ventet hele livet på at en anden skal gøre det. Først vores forældre, senere måske vores kærester, venner, partnere, osv.

Men når den barrierer brydes rykker det virkelig ved noget helt fundamentalt i dig. Det er en kæmpe frihed bare at kunne give plads til at alle de følelser du har i dig, med omsorg og kærlighed, og ikke skulle bruge energi på at holde dem tilbage, undskylde dem, beskylde andre for dem eller hele tiden leder efter grunde til dem.

Kh Simon!

 

Maria spurgte så:

“Men hvad hvis man ikke husker episoder fra barndommen?”

 

Ja, godt spørgsmål! Hvad så?

"Informationen er der, også selvom vi ikke kan huske det.

Pointen er, at give vores ubevidste en “scene”, som vores følelsesmæssige erindringer kan få lov at udspille sig på - det sker i denne process. Der kommer altid noget frem!

Det er jo netop ikke så vigtigt, om det vi husker (eller ikke husker) stemmer overens med ‘virkeligheden’, men at de følelser vi havde (og har) er valide og skal tages alvorligt. Altså ikke alvorligt, som I at vi skal være helt vildt seriøse omkring dem, men at vi skal lære at stå ved dem og lade dem få et udtryk."