"At lade alt vælte!"

Jeg er meget taknemmelig for, at jeg har fået lov at møde Cirke og følge hende gennem en stærk proces og et stort skift i livet.

En proces der bragte Cirke fra, at være gået helt ned med stress i en voldsomt overbelastet lærerstilling, til at møde sit livs kærlighed, flytte til USA, blive gift, blive “genforenet” med sin mor og forfølge sin drøm om at kunne leve af sin musik.

 

Cirke var presset!

Cirke arbejdede som musiklærer på en skole og havde, oven i sin egen travle stilling, påtaget sig arbejdsopgaverne fra en anden stresset lærer! Så hun arbejdede i praksis for to.

I sit stille sind gik hun og ventede på, at der måske snart var nogen fra skolen, der lagde mærke til hendes store indsats og gav hende en belønning.

Der var bare ingen, der bemærkede det...

“Jeg var så stresset, at jeg ikke kunne finde ud af, at dele mine opgaver og udfordringer med nogen, og det spredte sig til mit privatliv. Jeg kunne ikke finde ud af at få lavet mad til mig selv. Så det blev takeaway. Jeg kunne ikke finde ud af at snakke med nogen. Så det blev Netflix.

Jeg var meget ulykkelig og stærkt overvægtig - jeg vejede næste 100 kg. Pludselig var det gået op for mig, hvor stor jeg var blevet, og det gjorde det enormt svært for mig, at stå med mig selv.

Samtidig kunne jeg ikke overskue, at dele min situation med nogen, for det gjorde bare alt, alt for ondt.”

 

“Om bagved stressen”

Cirke havde gået til kropsterapi gennem flere år - on and off.

Da hun kom til mig var hun rigtig, rigtig stresset og kunne slet ikke mærke sig selv og hvad der var godt for hendes krop.

Hun vidste, at hun igen havde brug for kropsterapi, selvom hun også vidste det ville betyde, at der skulle rystes op i en masse gamle ting. Ting der ville gøre ondt og som det ikke ville være nemt, at skulle forholde sig til.

For godt nok havde Cirke brug for, at få ro på sin stress, men hun vidste også, at der lå noget dybere gemt under stressen.

Det var bare ikke rigtig klart, hvad det var...

 

“Følelsen af, ikke at være god nok”

Allerede ved første behandling mærkede jeg de gamle mønstre i Cirke, omkring det ikke at føle sig god nok.

Jeg delte min fornemmelse med hende og hun udbrød: “Hvad? Det troede jeg jeg havde været igennem - skal vi nu til at arbejde med det igen!?”

Det gik op for hende, at de lændesmerter hun altid havde kæmpet så meget med, var tæt forbundet til en gammel frygt - frygten for ikke at være god nok

Men selvom det var svært for Cirke, at skulle åbne op for, kunne hun også mærke, at vi kom ind til noget vigtigt:

“Efter hver behandling hos Simon kom jeg ud med noget nyt, og det var derfor jeg blev ved med at komme tilbage - vi kom hele tiden et skridt dybere.

Mit hoved troede, at det vidste hvad vi skulle og hvad der skulle ske, men min krop sagde bare noget helt andet - og jeg var tydeligvis ikke god til at lytte til kroppen. Derfor gik jeg til Simon, så jeg kunne finde ud af hvad jeg reelt havde brug for.”

 

“Jeg er en snob”

En ting er, at Cirke er meget kræsen med, hvem hun beder om hjælp.

“Jeg er en snob, indrømmet, og jeg mærker hurtigt om en person kan hjælpe mig eller ej.”

Hun indrømmer dog også, at hun nemt kan komme til at afskrive folk, netop fordi de kan hjælpe. For så er der jo pludselig ingen vej uden om længere...

“Hvad jeg faktisk frygtede endnu mere var: Tænk nu hvis han rent faktisk når ind til de ting der gør ondt, så er jeg jo nødt til at arbejde med det.

Og med det, kom en gammel undskyldning i forklædning: “Han kan nok slet ikke hjælpe mig!”

Det viste sig dog hurtigt, at Cirke var mere end klar til at bryde fri af sine gamle mønstre. Og hun mærkede tilliden til, at vores samarbejde kunne gøre noget rigtig godt for hende.

Der var noget her, der kunne hjælpe hende videre.

“Nu skulle jeg igang med endnu en process, som gjorde ondt. Samtidig vidste jeg også, at jeg havde brug for hjælp, for jeg kunne ikke blive ved med at stå med det her alene.

Og jeg følte mig virkelig reddet. Simons behandlinger blev mit helle, hvor jeg bare kunne få lov til, at være mig selv. Det var rigtig trygt og nødvendigt for mig, at jeg havde det sted hos ham”.

 

“Hver gang fik jeg lidt lys med”

Der skete et stort skift for Cirke, da vi rigtig kom i gang med forløbet.

“Det gik fra, at jeg gruede for at komme til behandling, og igen skulle rode videre med de svære ting, til at jeg tænkte: Aah, nu skal jeg hen og have lidt lys hos Simon. Fordi hver gang fik jeg lidt lys med mig.”

Som behandler er det fristende at have fokus på det forløsende. På lyset, som Cirke beskriver.

Især fordi, det også tit er hvad folk efterspørger. Det er jo det vi længes efter, her og nu.

Men man må (jeg må) aldrig glemme det større perspektiv.

Når du kommer til mig, så sætter jeg dig på arbejde. Fordi jeg ved, at den eneste der kan lave langvarige og meningsfulde ændringer for dig - er dig selv.

Men jeg giver dig også noget, der kan hjælpe dig i arbejdet. Konkrete værktøjer og indsigter, som kan være uvurderlige for os i vores udvikling.

Jeg spurgte Cirke hvad hun havde fået med i sit forløb:

 

“Jeg fik 3 store ting med”

"Den ene var, at det er OK, at jeg aldrig helt bliver færdig. Jeg er god nok! Men det vil på en eller anden måde altid være min vej, at skulle arbejde med følelsen af ikke at være god nok.

Så det er også OK, at jeg stadig nogle gange kan føle, at jeg ikke er god nok.

Det andet jeg lærte var, at det er OK at sige fra. OK at sige stop.

Jeg må gerne sige nej! Jeg må gerne give udtryk for, at der er noget jeg ikke vil.

Det var sådan en vild fornemmelse pludselig at kunne mærke: Gud, det er jo faktisk mig, der har det sidste ord!

Det har jeg aldrig følt hos en behandler før: Den der 100% tryghed i, at jeg altid kan sige fra uden at blive dømt. Jeg havde tillid til Simon, fordi jeg kunne mærke, at han havde tillid til mig og respekterede der hvor jeg stod.

Det tredje var, at jeg gerne må være sårbar. Jeg har aldrig måttet være sårbar. Jeg skulle altid være stærk og kunne klare alt, og Simon lærte mig, at jeg gerne må være sensitiv.

De 3 ting bruger jeg hele tiden i dag. Hver dag. I stedet for at føle stagnation, så føler jeg nu flow.”

 

“Der hvor det hele startede”

Cirkes forældre blev skilt da hun var helt lille og da hun fyldte 3 år, flyttede morens nye mand ind.

Ham og Cirkes mor fik to børn sammen, og pludselig var Cirke den “uægte” datter i familien, som hun selv beskriver det.

Pludselig følte hun, at hun altid skulle vise et godt resultat for at blive set.

“Jeg skulle være helt perfekt for at være god nok, ellers fik jeg ikke opmærksomhed. Eller også skulle jeg være helt ulykkelig og helt ude i tovene, for at få opmærksomhed.”

Dette var altsammen med til at skabe den usikkerhed i Cirke, som hun endte med at kæmpe så meget med som voksen. Følelsen af aldrig at være helt god nok i sig selv.

 

“Jeg kunne ikke blive gift uden min mor!”

Da vi nærmede os slutningen af Cirkes forløb hos mig, tog hun et stærkt spring. Lige inde sommerferien sagde hun sit job som lærer op og tog på ferie i USA for at besøge en ven og for at få mere tid til sin store passion: Hendes egen musik.

Efter ferien var Cirke forbi mig en enkelt gang. Hun havde mødt en fantastisk mand derovre og var allerede på vej tilbage for at bo med ham! Det var sommeren sidste år.

Da jeg snakkede med Cirke her i foråret fortalte hun, at de netop var blevet gift.

Det at hun skulle giftes, åbnede op for alt det, i hendes og morens forhold, som stadig stod uforløst.

Der var noget i Cirke, der frygtede morens reaktion. Men samtidig kunne hun også mærke, at den proces hun havde været igennem, som havde ændret så meget i hendes selv, også havde ændret noget mellem hende og moren.

“Jeg var gået i gang med at hele forholdet til min mor, ved at sætte hende fri til, at hun ikke var den, der skulle gøre mig glad. At hun ikke var den, der skulle forstå mig, og at hun ikke var den, der skulle fortælle mig, at jeg var god nok.

Det skulle jeg selv gøre!"

Der var et stort skridt for Cirke bare at ringe til sin mor og fortælle, at hun skulle giftes med den mand hun havde mødt i USA.

Men hvor hun tidligere ville have haft følelsen af, at skulle spørge om lov, så kunne nu mærke, at det jo var morens eget ansvar, hvordan hun ville reagere på det.

På den måde var det heller ikke længere Cirkes ansvar, at sørge for, at hendes mor var glad.

Da Cirke så ringede til sin mor, sammen med sin forlovede, så havde hun faktisk fuldstændig givet slip på, at moren skulle opfylde noget bestemt.

Og interessant nok oplevede hun, at hendes mor nu faktisk var “klar” til at være hendes mor.

Cirke oplevede, at moren nu virkelig ‘stod op for hende’ og stillede den forlovede alle de omsorgsfulde spørgsmål, hun kunne ønske sig: “Elsker du virkelig min datter? Er du god nok til min datter? Fordi min datter er helt fantastisk og fortjener kun det bedste!”

Cirke svarede, at hun ikke ville tage denne beslutning, hvis ikke kærligheden virkelig var der. Og moren kvitterede med, at vise Cirke fuldstændig tillid til, at hun selv var i stand til at tage den rigtige beslutning.

 

“Vores forhold er fuldstændig transformeret”

I dag er Cirkes og hendes mors forhold fuldstændig transformeret. Moren sender støttende beskeder, ringer altid på de rigtige tidspunkter og er i det hele taget blevet den mor, som Cirke altid har drømt om.

Måske fordi Cirke har givet slip på, at morens skal opfylde noget bestemt, for at hun kan have det godt.

“Jeg har taget ansvar for mig selv som voksen, hvilket har givet dem omkring mig plads til at være som de er.

På den måde får jeg langt flere ønsker opfyldt af mine relationer end jeg nogensinde før har gjort!

Vi er blevet venner, vi er blevet mor og datter, og vi kan snakke sammen som voksne mennesker.

Der er slet ikke de der gnidninger længere. Hun er på sin rejse og jeg er på min. Og vi kan være sammen nu uden at skulle fixe alt muligt i hinanden.”

 

“Kan mærke mig selv nu!”

“Da jeg startede med at komme hos Simon var jeg var så super stresset og jeg kunne overhovedet ikke mærke mig selv. Eller, jeg ville ikke mærke mig selv. Det var nok en kombination af de to.

Første gang følte jeg mig bare totalt lukket. Men ved hver behandling, så fik jeg lidt lys. Lidt lys og lidt håb. Og det kom fordi jeg fik lov til at mærke mig selv.

Det var rigtig rart, at kunne få lov til at 'komme hjem' til mig selv igen.

Og langsomt udviklede det sig til, at jeg begyndte at kunne mærke en masse! Men jeg lærte, at det var okay! Også selvom det var ting, der gjorde mig bange.

Det er så meget forskelligt inde i mig og det er okay!"

Som Cirke siger, jo tættere hun kom på sig selv, jo tættere kom hun også på al sin gamle modstand, sit gamle forsvar, alle de gamle spændinger.

"I forhold til mine spændinger, krævede det virkelig meget, at turde give slip på dem. Det var jo dem, der plejede at holde mig kørende! Hvis jeg gav slip, så ville jeg vælte. Så ville alt vælte.

Men det var jo også det jeg havde brug for. Jeg havde brug for virkelig at give slip, så jeg kunne få lov til at starte forfra.”

 

“Jeg vidste det jo godt alt sammen!”

"Det skøre var, at jeg kendte jo godt til alle fortællingerne. Når man endelig giver slip på noget, får man det. Jeg vidste det hele oppe i hovedet. Men min krop var der bare ikke.

Jeg har været ved mange kropsterapeuter, men det der var så fedt ved at komme hos Simon var, at han var så tydelig i, at det var mig, der skulle sætte grænserne.

For første gang hos en behandler, følte jeg virkelig, at det var okay at være mig. For første gang oplevede jeg, at jeg ikke skulle leve op til noget.

Jeg fik lov til at være ærlig og sårbar på et helt andet plan, og det var med til at gøre en kæmpe forskel.

Hvis jeg går til ren taleterapi, så kan jeg hurtigt fornemme, hvad det er terapeuten gerne vil have mig til at sige, og så siger jeg bare det. Men det kan man ikke ved kropsterapi, fordi kroppen fortæller det som er. Den kan ikke andet.

Jeg var bange, bange fordi jeg kunne mærke, at vi havde fat i noget stort og svært her. Og jeg vidste det ville komme til at gøre ondt, at skulle ind og arbejde med det.

Men jeg vidste også, at det var det der skulle til, hvis det skulle lykkes mig, at give slip og komme ud på den anden side."